Artikel fra AVM avisen
AudioVisuelle medier bragte i marts 2009 en artikel om
Media Support. Her kan du læse historien bag firmaet.
AVM AudioVisuelle Medier - IT-service - Marts 2009
20 års erfaring med proaudio
Set var egentlig meningen at Kenneth Kikkenborg skulle være skrivemaskinereparatør, men der kom en trommemaskine i vejen. Nu er han på en måde tilbage ved udgangspunktet, med Mac computere som speciale, og med en kundekreds der fortrinsvis kommer fra musikmiljøet.
Finn Nesgaard
Året er 1986. Kenneth Kikkenborg er en ung knægt på 17 år, og han er netop gået i gang med en uddannelse som kontormaskinemekanikerlærling med udsigt til at få reparation og vedligeholdelse af skrive- og regnemaskiner som levevej. Den slags maskiner var nemlig mekaniske vidundere der krævede rensning og pasning for at kunne fungere.
Men computerteknologien var på fremmarch, og den unge Kenneth havde brugt sine sparepenge på en digital trommemaskine til 6-7.000 kroner. Det var mange penge dengang. Men teknologien var fascinerende, og den førte ham direkte ind i audiobranchen.
Først blev han butiksdreng hos New Musik i Århus hvor man forhandlede trommemaskiner, samplere og den slags. Og som 18-årig flyttede han til København for at arbejde hos Werner Studios i byens nordvest-kvarter. Her blev han Fairlight programmør på en sampler i millionklassen men så havde den også 16 XLR-udgange som man kunne lægge op på en mikserpult. Det var skelsættende dengang i den digitale musikverdens barndom.
Eget momsnummer
Kenneth Kikkenborg nåede også at være med til at opbygge Sony Recording studierne på Frederiksberg inden han i 1994 blev freelance lydtekniker med jobs i en stribe af tidens største lydstudier Granny, Lundgård, Puk, Sweet Silence, Timeless og Werner. Men med tiden blev det sværere at tjene penge på musikproduktion, for salget af CD'er dykkede i takt med udbredelsen af internettet.
I 1997 fik jeg mit eget momsnummer, forklarer han, og samtidigt fik mit firma, Media Support, flere kunder udenfor selve audiobranchen. En Mac computer er og bliver nemlig en Mac computer hvad enten den bruges til lydproduktion, eller på en tegnestue, eller i et kontor.
Men mit hjerte banker stadig for lydbranchen. Konkurrencen fra internettet er ikke blevet mindre, men lydproduktionen er spredt ud på flere, små enheder hvor entusiaster har indrettet egne optage- og redigeringsfaciliteter, f.eks. hjemme i kælderen. Og de folk har også brug for assistance fra en tekniker der er specialist i Mac og ProTools. Ofte kender jeg jo fejlene fra andre kunder, og jeg kan derfor hurtigt få dem ryddet ad vejen.
Tre læreår hos Soundware
Senest har Kenneth Kikkenborg arbejdet tre år hos Soundware, der i parentes bemærket har rødder tilbage til New Musik i Århus.
Det har været vældigt lærerigt at arbejde i en større organisation, siger han med et smil, ikke mindst på det forretningsmæssige plan, for jeg har jo ellers altid koncentreret mig om teknikken.
I det genetablerede Media Support vil Kenneth Kikkenborg supportere kunder indenfor såvel som udenfor lydbranchen. Desuden tilbyder han webdesign og webhosting. Og så er han som en start blevet forhandler af Waves' plug-ins til ProTools.
Kilde: Klik her for at læse artiklen hos AVM AudioVisuelle Medier.